Godt halvår kan ikke redde regnskabet

Bang & Olufsen har nu til morgen præsenteret et halvårsregnskab for første del af 2014/2015. Og helt i tråd med udmeldingerne sidst i december indeholder det tilbagegang over en bred kam. På bundlinjen var der røde tal. Et underskud på 72 mio. kr. efter skat afløste således et plus på 8 mio. kr. i andet kvartal sidste år. Resultatet af den primære drift endte også med at være negativ med et minus på 95 mio. kr. mod et plus på 31 mio. kr. i samme periode af 2013/2014. Omsætningen faldt 8 procent og landende på 759 mio. kr., mens det i andet kvartal af 2013/2014 var på 822 mio. kr. - Gruppens finansielle resultater i andet kvartal blev påvirket negativt af ramp-up problemer i produktionen samt andre supply-chain problemer, der forsinkede lanceringen af kerneprodukter samt højere produktionsomkostningen end tidligere antaget, udtaler CEO Tue Mantoni og tilføjer: - Kombinationen af en fortsat styrkelse af produktporteføljen inden for AV og B&O Plan og en mere stabil produktionsrytme samt en yderligere udbygning af distributionen såvel som en stabil udvikling i Automotive ventes at resultere i et stærkt andet halvår med markant indtægtsfremgang og øget profitabilitet sammenlignet med sidste år. Dog vil det ikke være nok til at udligne den dårlige præstation i første halvdel af regnskabsåret. Den negative udvikling i første halvår får B&O-ledelsen til at revidere forventningerne til hele 2014/2015. På toplinjen fastholder koncernen forventningerne om encifret vækst, som det blev meldt ud sidst i december. Forventningerne til EBIT-margin nedjusteres derimod. Hvor EBIT-margin før havde udsigt til forbedring er forventningen nu en negativ EBIT-margin for hele året.